, at Tankerne ikke blot har et snævert fagligt Sigte, men tillige almenmenneskelige Berøringer. En særlig Tak skylder jeg Prof, Dr. phil. A. Christensen, Dr. phil. C. Kalisch, Adjunkt A. Thilo og — som ved tidligere Lejligheder — ikke mindst min Hustru. Juli 1919. • • • ■ • • • • • •, • • • ■ • • • • • ■ • • • • ,•«• •••••• • •• •••*.*:•• • • :• • ••••••• ,.• • •••• • •• • • • • • • * • • • • • •• ••" •••• • •••• ••" •••••.••• INDLEDNING Opgaven. HIthvert Arbejde, der hæver sig over det tilfæl- dige, maa gennenigaa tre Stadier. Det første Stadium er at se Opgaven; det andet at stille Opgaven; det tredje at løse Op- gaven, Disse tre Stadier kan dog ikke i Praxis holdes skarpt ude fra hinanden; thi i selve det at se Opgaven ligger alle- rede en Begyndelse til at stille den, medens omvendt Arbej- det med at løse Opgaven ofte vil ændre eiis Syn paa denne med det Resultat, at Opgaven maa stilles anderledes. Ingen, der har forsøgt selv at lære et fremmed Sprog, og endnu mere, lære andre det, kan være blind for de ganske særlige Vanskeligheder, som Tilegnelsen af Præpositionerne volder — Vanskeligheder, som naturligt stiger med den Rolle, disse Ord spiller, som jo er særligt fremtrædende i de bøj- ningsløse Sprog. Spørger en H^ngelsklærer sine Elever om, hvilken Side ved dette Sprog der i Længden bereder dem størst Bryderi, skal det næppe fejle, at de med een Mund vil svare: Præpositionerne! Skyldes nu dette F'orhold en disse iboende Egenart, der paa Forhaand kan siges at udelukke oversigtsmæssig Behandling med de deraf flydende Lettelser for Tilegnelsen? Eller hvad er Forklaringen paa den sted- moderlige Behandling, der gennemgaaende til Dato er blevet denne saa vigtige Ordklasse til Del? Det turde lønne sig for Sprogtænkeren i Almindelighed og Sprogpædagogen i Særdeles- hed at undersøge, hvorvidt der ikke skulde kunne paavises et i Tingenes Natur liggende Inddelingsprincip, paa Basis af hvilket en rationel Opstilling af Præpositionerne kan finde Sted. Dette er Opgaven — set og stillet. Tilbage staar Forsø- get paa at løse den. Bestræbelsen vil da gaa ud paa at paa- vise og motivere — ikke et eller andet, mer eller mindre brugeligt Inddelingsprincip, men just et i Tingenes Natur liggende, og derfor ene-gyldigt Princip, samt ankvgge dette i 9 •• •«•• •••• • • , • • • • • • ••• •••••• •••••• • • saa stor Udstrækning, som skønnes tilstrækkelig til at paavise dets praktiske Gyldighed. § 1. De engelske Præpositioner omfatter en Klasse paa et halvthundrede Ord. De udskiller sig formelt fra de øvrige Ordklasser ved tre Ejendommeligheder: De er ubøjelige — De kræver Objektskasus af det »styrede« Ord, hvor en saadan findes — De tager kun Verbet efter sig i dets mest substan- tiviske Form: Verbalsubstantivet (paa dette Punkt afvigende fra Dansk*). Alle tre Bestemmelser maa med, hvis Klassen skal holdes ude ira andre: Ubøjelighed er saaledes karakte- ristisk for Konjunktionerne, men de opfylder ikke Kravet om Objektskasus og Verbalsubstantiv. At visse Præpositioner — Ex. Engelsk: after, before, since, till || Dansk: fra, til, før(end), inden, indtil, siden, uden — ogsaa kan fungere som Konjunk- tioner peger paa nært Slægtskab mellem de to Klasser, men ophæver ikke Adskillelsen mellem dem. — Kravet om Objekts- kasus, hvor saadan findes, er et Fællestræk for Præpositioner og Verber og har bevirket, at man nu synes almindeligt at foretrække Betegnelsen »Objekt« for tidligere Tiders »Styrelse« eller »Komplement«. Ja, Overensstemmelsen mellem Verber og Præpositioner kan strækkes endnu videre, som Jespersen påaviser U sin Afhandling »Sprogets Logik«, 85,86: Ligesom Verberne kan inddeles i intransitive og transitive ('Han sky- der', 'Han skyder haren'), saaledes ogsaa Præpositionerne ('Han har hatten paa', 'Han har hatten paa hodet'). Dette gør dog naturlig\'is ikke Præpositionerne til Verber. Om den oven- nævnte Adskillelse mellem Præpositioner og Konjunktioner er tilstrækkelig til at berettige en Opstilling af to hele Ordklas- ser, eller om man bør følge Jespersen og Wiwel, naar de øn- sker dem slaaet sammen med Adverbierne til een Klasse, faar staa hen.**) Saameget for sig har dog Præpositioner og Kon- *) Wiwel (»Sj'nspunkter for dansk Sproglære«, 31 1[ siger meget betegDen- de om saavel de enkelte Ord som om Sætninger, at >ikke alle deres Egenskaber bestaar i noget, der kan iagttages paa dem selv, men en . Del af deres Egenskaber bestaar i de Virkninger, de fremkalder paa andre Ord«. **) Wiwel ironiserer over Fordelingen paa tre Ordklasser af et Ord som 'siden': Siden døde han — Siden hans Død — Siden han døde (>Syns> punkter«, 230). Cfr. He has since died — Since his death — Since he died- 10 • • • •••• •»• junktioner, at de altid vil kunne hævde sig som to Særgrup- per indenfor Klassen. § 2. Hvad selve Benævnelsen »Præposition« angaar, be- tyder den »Foranstilling« og angiver saaledes en rent ydre, men derfor ikke uvigtig Omstændighed, som imidlertid ikke uvægerligt har Gyldighed og ikke heller er særegen for disse Ord. * Foranstilling er Reglen, men ikke uden Undtagelser: vi behøver ikke gaa tilbage til de gamle Sprog og Sprogtrin for at finde Exempler paa »efterstillede« Præpositioner (Postposi- tioner)*); ikke heller nøjes med et Levn indenfor moderne Engelsk som : This (that, all the other things) noiwiihsiandwgy hvor Ordet vel tilmed endnu føles som halvvejs et Participi- um i den saakaldte absolutte Konstruktion. Karakteristisk for Engelsk — som for Dansk — er den Lethed, hvormed Præ- positionen kan skilles fra sit Objekt ved hele Sætningens Længde — ja. Præpositionens egentlige Objekt endog helt ud- gaa — Ex. The gentleman you played cards iviih yesterday. Dette er endog den normale Udtryksform i naturlig Tale til Forskel fra det stivere Skriftsprog: The gentleman with whom Smlgn. Dansk: 'Den Herre, (som) du igaar spillede Kort med' | 'Den Herre, med hvem 'At Præpositionen saaledes kan løsrives fra sit Objekt, hænger sammen med dets Tilknytning til to Sider: et Forled (her: spillede Kort) og et Efterled (Præpositionens Objekt i normal Stilling). Naar dette Efterled nu skydes frem i Sætningen, dra- ges Præpositionen til to Sider: den kan følge med sit Efter- led eller holde sig til sit Forled. Det sidste vil endog være Reglen, hvor Forledet er et Verbum, med hvilket Præposi- tionen staar i »fast« Forbindelse — Ex. The doctor was sent for (Cfr. They sent for Ihe d.) — : Forbindelsen »send for« dækker det transitive Verbum »fetcli« og føles som en Enhed, og det i den Grad, at endog et Ord i udpræget Subjektska- sus kan erstatte Efterledet — Ex. He was sent Ibr (Cfr. They sent for bim), Swect (New English Grammar, § 396) kalder Præpositioner i denne Stilling »detached prepositions« og holder dem ude fra de egentlige Adverbier med den Begrun- •) Exempler fra Latin: meciim, tecum, vobiscum | semper, paulisper | quoad (Bréal : Sémantique, 17\ 11 delse, at »those prepositions which are otherwise never used as adverbs, such as o/", can be detached with perfect freedom«. Lige saa lidt som Foranstilling kan siges at være den undtagelsesløse Regel, kan den regnes for særegen for de præpositionelle Forbindelser: saa godt som alle de Konjunk- tioner*) og Pronominer^ der karakteriserer Bisætninger, staar i Spidsen af disse. Skønt Navnet saaledes maa siges at være lidet betegnende, har det for sig gammel Hævd og sin Inter- nationalitet. Betegnelsen »Forholdsord« tager for saa vidt ganske anderledes Sigte paa Sagens Kerne, men »Forhold« er paa den anden Side saa mangetydigt et Ord, at snart alt kan lægges i det. Saa har »Præposition« den Fordel at sige de færreste noget ud over det ønskede. § 3. To Behandlingsmaader har hidtil været de gængse overfor Pr